Den hollandske duo Weval, bestående af Harm Coolen og Merijn Scholte Albers, skaber stemningsfuld og grænsesøgende elektronisk musik med stærke rødder i både filmæstetik og introspektiv lydkunst. Genremæssigt bevæger de sig frit mellem electronica, ambient, indie og klubmusik – altid med et cinematic twist og stor sans for detaljen. Siden debuten i 2013 har Weval markeret sig internationalt med deres sofistikerede lyd og liveoptrædener med femmandsband på prominente festivaler som Primavera, Pukkelpop, Lowlands og DGTL Amsterdam. Deres anmelderroste debutalbum fra 2016 vandt Årets Dance Album ved Edison Awards i Holland, og de har solgt ud i ikoniske venues som Paradiso og Royal Concertgebouw i Amsterdam. Med deres fjerde album Chorophobia (2025) træder Weval ud af komfortzonen og omfavner dansens energi med et legende, genrefrit udtryk, der blander klubbeats, funk, psykedeliske elementer og pop-sensibilitet.