29 Feb 2024

Nostalgisk nytårstaffel med Mona Moroni i VEGA 

Den 10. januar næste år fylder Mona Moroni Store VEGA med deres længselsfulde sange og kickstarter samtidig koncertåret på Enghavevej.

Start koncertåret 2025 med atmosfæriske toner fra himmelløberne i Mona Moroni. Bandet krammer lytteren med fyldige trommer, drømmende kor-harmonier, duvende guitarspil og bløde vokaler, der maner til fordybelse og selvrefleksion.

Mona Moroni er et popband skabt ud fra en fælles kærlighed til dansk, silkeblød popmusik fra 80’erne. Der trækkes tråde til ikoniske børnefilm som Busters Verden, Gummi Tarzan og Zappa. Det er nostalgipop, der favner og rammer bredt.

I starten af året leverede de tidligere VEGAs Udvalgte minder til banken i et totalt udsolgt Lille VEGA, hvor de skruede op for intimiteten og deres smerteligt smukke harmonier.

Da bandet sidste år spillede på Spot Festival, var Gaffa iblandt de lyttende og kastede fire, funklende stjerner og en masse rosende vendinger efter gruppens musikalske univers. De skrev bl.a.: ”Allerede fra koncertens begyndelse tappede publikum ind i energien eller stemningen, fordi det føltes trygt og virkede så velkendt.”

Fakta om koncerten: 
Mona Moroni (DK)
Fredag den 10. januar kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 235 kr. + gebyr.
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster