28 Maj 2026

Mercedess annoncerer to headliner koncerter efter udgivelsen af sit anmelderroste album I’d love to be a star, but I’m tired as fuck

Den uafhængige popkunstner, sanger, sangskriver og producer Mercedess har netop udgivet sit andet album, I’d love to be a star, but I’m tired as fuck. Udgivelsen er et ærligt og sonisk eksperimenterende værk, hvor a cappella-momenter, tunge 808s, direkte tekster og sårbarhed smelter sammen i et personligt lydunivers. Til november er hun klar til at lukke publikum ind i dette univers, når hun indtager Ideal Bar i København og Radar i Aarhus.

I’d love to be a star, but I’m tired as fuck skildrer en periode i Mercedess’ liv præget af depression og følelsen af at være udkørt. Sangene fungerer nærmest som en hudløst ærlig dagbog og sætter ord på de følelser, mange unge voksne kæmper med.

Albummet har allerede modtaget rosende anmeldelser bl.a. fra Soundvenue, der kvitterede med fem stjerner og skrev: ”Det mærkes helt ind i sjælen på ‘the burnout generation’, når danske Mercedess synger om den udbrændthed, musikindustrien og vores SoMe-brainrot verden skaber, mens hun legende blander organiske og elektroniske elementer i et mørkt og modigt alt-poppet univers.”

Begejstringen fortsatte hos GAFFA, der skrev: ”Den amagerkanske kunstner har aldrig lydt mere sikker, når hun synger om usikkerhed på sit nye album.”

Mercedess har de seneste år markeret sig som en af de mest spændende stemmer på den alternative popscene med koncerter på bl.a. SPOT Festival  by:Larm. I 2022 fik hun sin første P3’s Uundgåelige med singlen “Obvious”, og siden fulgte endnu en med Prisma-samarbejdet “Bangs”. Til efteråret kan publikum opleve det anmelderroste album live, når Mercedess spiller på Ideal Bar i København den 11. november og Radar i Aarhus den 12. november.

Om Mercedess

Mercedess er en dansk, uafhængig popkunstner, sanger, sangskriver og producer, der med sin kompromisløse lyd og hudløst ærlige tekster har markeret sig som en af de mest spændende stemmer på den alternative popscene. Med et sonisk univers, hvor organiske elementer møder tunge 808s, a cappella-passager og eksperimenterende produktioner, skaber hun musik, der balancerer sårbarhed, intensitet og popappeal.

I maj 2026 udgav Mercedess sit andet album, I’d love to be a star, but I’m tired as fuck – et personligt og anmelderrost værk om udbrændthed, depression og det konstante pres i en digital tidsalder. Albummet blev rost af både Soundvenue og GAFFA, der fremhævede hendes evne til at forene mørke følelser med et modigt og nytænkende alt-popunivers.

De seneste år har Mercedess spillet sig ind på scener som SPOT Festival og by:Larm og har samtidig fået bred opmærksomhed med P3’s Uundgåelige-singlerne “Obvious” og “Bangs” med Prisma. Med en stærk kunstnerisk identitet og et liveformat præget af nærvær og nerve fortsætter Mercedess med at skubbe til rammerne for dansk alternativ pop.