Efter mere end et årti med banebrydende lyd og uforglemmelige liveoplevelser, nærmer
en epoke sig sin afslutning. Den danske producertrio AV AV AV annoncerer i dag, at
deres kommende koncert i Poolen i København bliver deres sidste optræden nogensinde.
Sammen med en stærk række gæste-DJ’s fra den danske elektroniske scene,
siger AV AV AV farvel og tak lørdag den 8. november 2025.
Siden dannelsen i 2014 har AV AV AV – bestående af Eloq (August Fenger Janson), DJ Er Du
Dum Eller Hvad (Martin Skovbjerg) og A. Dixen (Anders Dixen) – udfordret og udvidet
forståelsen af elektronisk musik. Med deres karakteristiske mix af pulserende beats, filmiske
lydlandskaber og rå energi har de skabt et helt særligt musikalsk univers.
Gennembrudshittet “All Good” åbnede dørene, og anmelderroste udgivelser som “ALL
INCLUSIVE” og “NEED 4 SPEED” cementerede deres status som en af de mest visionære
grupper inden for elektronisk musik i Norden. AV AV AV’s liveoptrædener – på bl.a. Roskilde
Festival, Heartland, Northside, samt flere store europæiske scener – har været hyldet for
deres energi, innovation og immersive koncertformater, hvor publikum ofte har været
placeret midt i musikken.
Men desværre slutter det nu. Efter mange års samarbejde vælger trioen at lukke projektet ned
med en afskedskoncert, der bliver alt andet end ordinær. Publikum kan se frem til en euforisk
og følelsesladet aften, når AV AV AV spiller deres sidste koncert, gæstet af nogle af de
stærkeste navne på den elektroniske scene. Med til at runde rejsen af, har de inviteret Den
Sorte Skole, LULU ROUGE, ELSKED og Parashoot med for at holde festen kørende med DJsets
før og efter koncerten.
”Vi gjorde det vi satte os for – livet er blevet stort for os alle sammen, med børn osv. og
projektet kan ikke længere leve i det format som vi ønsker. Så for at ære projektet, vælger vi at
sætte et punktum nu – og gå herfra med de stærkeste og bedste minder og hver vores karriere,
som vi har kunne bygge op sidelæns med AV AV AV.” udtaler trioen.
”Det er vigtigt for os at afrunde det rigtigt og sige ordentligt tak til vores fans – tak for at have
skabt os og holdt det levende alle disse år. Vi er evigt taknemmelige og glæder til at feste
sammen en sidste gang!”
Hele kataloget kommer i spil, og AV AV AV trækker én sidste gang publikum ind i deres unikke
univers og siger farvel på den måde de kan bedst; med en fest.
Info:
AV AV AV (Live)
Lørdag d. 8. november 2025
Poolen, København
Gæste DJ’s: Den Sorte Skole, LULU ROUGE, ELSKED og Parashoot
Billetter er i salg nu på https://luger.dk/av-av-av/
Kontakt:
Martin Rintza – martin@luger.dk
Anna Björk Holm – anna@luger.dk