Naomi Sharons musik drypper af sensualitet, og hendes lyd er dekadent, varm og moderne – med et forførende snert af nostalgi. Rytmerne sætter alle tanker ind på romantik og får gang i de smidige dansehofter. Hun kombinerer i smittende stil – på både debutalbummet Obsidian og 2025-singlerne “Can We Do This Over” og “The Only Love We Know” – drømmende R&B med luftige afrobeats og ambient house.
Naomi Sharon begyndte sin kunstnerkarriere som musicalskuespiller, men satte efter kort tid alt ind på at udgive sin egen musik. I 2019 udkom sangerindes første uafhængige single: den jazz-inspirerede “the Moon”. Kort tid efter udkom forelskelseshymnen “Breeze”, der med sit up beat tempo og smittende hook gav hende international opmærksomhed og en invitation til at arbejde med sin musik i Los Angeles.
Siden har Naomi Sharon haft retning direkte mod verdens største scener.
For som den første kvinde signet under Drakes OVO Sound-pladeselskab har hun i den grad gjort sig positivt bemærket og er i hastig fart på vej til at blive en af de helt store stjerner på R&B- og soul-himlen. Hun har høstet mere end 20 millioner streams på Spotify, og udgivelsen af Obsidian sikrede hende en plads på Billboards 2024-liste over ‘Hip-Hop & R&B Artists to Watch’.
Udover at være noget af en branche-darling, har Naomi Sharon også imponeret med sit fokus på kropspositivisme, selvkærlighed og kvindens styrkede seksualitet gennem musikken.