xenia udgiver sangen ’alle skal ku li mig’ og annoncerer første headliner koncert
22-årige musiker og lyriker, xenia, har allerede imponeret med at forene sine evner som sangskriver, producer og korarrangør. Den 10. april følger hun med sangen ’alle skal ku li mig’ op på EP’en ‘midnat’, der udkom i december sidste år, samt annoncerer sin første headliner koncert på Basement d. 19. september.
Om sangen fortæller xenia: “alle skal ku li mig” handler om at føle sig socialt malplaceret og at føle, man ikke har de relationer, som man drømmer om og at man ikke er den person, man gerne vil være. Den handler om at trykke på pytknappen og acceptere, at ikke alle kan lide én, og sådan er det bare. Give slip på idealet om at være “den populære pige”.
xenias lydunivers er svært at sætte i bås og som lytter bliver man inviteret ind i hendes dansksprogede fortællinger gennem et lydlandskab, der bevæger sig mellem dybe, elektroniske momenter og lette, svævende kor-sektioner. Hendes musikalske udtryk bevæger sig indenfor elektronisk musik og alternativ pop med personlige tekster og smukke harmonier. Musikken er både direkte og indirekte inspireret af den kormusik, hun er vokset op med igennem hele sin barndom, hendes musikuddannelse (sangskrivning på Rytmisk Musikkonservatorium i København), et digitalt liv på blandt andet TikTok – og ikke mindst artister som Ariana Grande og Guldimund.
“Man kan forvente en unik koncertoplevelse, hvor kor møder elektronisk popmusik. Derudover glæder jeg mig bl.a. til at arbejde i Basements rå lokaler, og bruge dem aktivt live” udtaler xenia.
Billetterne går i salg onsdag d. 8. april kl. 10:00 via luger.dk
Instagram: https://www.instagram.com/xeniaenglert/
Tiktok: https://www.tiktok.com/@xenia_englert