Da Alex Stephens, bedre kendt som Strawberry Guy, udgav sin debutsingle på egen hånd i 2018, var det først og fremmest drevet af kærligheden til sangskrivning. Det udviklede sig hurtigt til noget langt større, og i dag har hans drømmende univers samlet millioner af streams og en dedikeret fanskare verden over.
Strawberry Guy skaber musikalske landskaber, hvor ærlige tekster møder frodige arrangementer og store følelser. Inspireret af romantiske komponister som Debussy og Ravel, 70’ernes introspektive sangskrivere samt de eventyrlige lydspor fra Studio Ghibli-film og japanske videospil, balancerer hans musik mellem det filmiske, det nostalgiske og det naturromantiske.
Hans lyd bevæger sig som et impressionistisk maleri – fuld af varme melodier, dramatiske stemningsskift og detaljer, der folder sig ud i takt med musikken. Naturen spiller en central rolle i Strawberry Guys univers, hvilket også afspejles i artworket inspireret af Monets Meadow at Giverny og minderne om det walisiske landskab, han voksede op omgivet af.
Den 29. september inviterer Strawberry Guy publikum med ind i sit drømmende lydunivers, når han gæster Lille VEGA som en del af Give Me A Dream Tour 2026.