VEGA & Luger præsenterer
Shygirl er søndagssensuel i VEGA
(UDSOLGT) – VENTELISTE
Den 17. december lokker Shygirls mørke sirenesange med fortællinger om forhold, seksuelle lyster og romantiske frustrationer i Lille VEGA.
De kaotiske timer efter midnat er portalen til Shygirls sange – mørke elektroniske beats, der smyger sig langs on-trend pop-elementer. Hendes æstetik er våd, vild og konstant klar på det næste rave.
Hendes debutalbum, Nymph, landede sidste år. Det blev til i samarbejde med et slæng af venner og tidligere samarbejdspartnere, der tæller Mura Masa, Sega Bodega, Karma Kid, Arca og Cosha sammen med producerne Noah Goldstein, Danny L Harle, BloodPop, Vegyn og Kingdom.
Nymph blotter Shygirls indre selvrefleksion gennem eksperimenterende vokal-toner og dekonstruerede dance-melodier. Melodierne flyder fejlfrit ind i lydene fra garage, dancehall, R&B og hiphop.
Hendes tekster åbner op for et nyt lag af intimitet og følelsesmæssig dybde, der tydeliggør hendes handlekraft og frihed. Teksterne fortæller historier om forhold, seksuelle lyster og romantiske frustrationer.
Gennem en frodig produktion tager Shygirl lytteren i hånden og med på rejsen mod, hvordan intimitet ser ud for en kvinde, som bliver set som “too hot to handle”, som er eftertragtet og overset på en og samme tid.
Shygirl fik sit store gennembrud med EP’en Cruel Practice (2018), og året efter blev hun katapulteret ud i global opmærksomhed på den Sega Bodega-producerede single “UCKERS”.