milo annoncerer to efterårskoncerter i Aarhus og København
Efter et stærkt år med ny musik annoncerer debutanten milo to nye koncerter i efteråret 2026. Publikum kan opleve ham live 13. november på TRAIN i Aarhus og 14. november i DR Studie 2 i København, hvor han tager sangene fra sit seneste album med ud på scenen.
De kommende koncerter markerer næste kapitel for milo, der de seneste år har etableret sig som en af de mest interessante stemmer på den danske pop- og hiphopscene. Tidligere i år spillede han Vegas Udvalgte, og i løbet af foråret kan han blandt andet opleves til sin udsolgte headlinekoncert i VEGA den 9. april, på SPOT Festival samt som support på Annikas kommende tour.
Live formår milo at omsætte sine personlige fortællinger til nærværende koncertoplevelser, hvor sårbarhed og energi går hånd i hånd – en dynamik, der også præger hans seneste album ”$chmoney”, som udkom den 6. marts.
Albummet rummer 10 sange, der bevæger sig gennem ungdommens følelseslandskab – fra ensomhed og tomhed til håb, længsel og forsoning. Hvor debut-EP’en “100% til dig” var et poetisk og intimt portræt af et opbrud, er ”$chmoney” mere åbent, levende og i bevægelse.
“Albummet er stadig personligt, ærligt og sårbart. Det handler stadig om kærlighed og facetter af det, men der er kommet flere nuancer og vinkler på. Der er plads til mere håb og perspektiv. Det er ikke kun mørke – det er også lys.”
På albummet medvirker Noah Carter og Sira Jovina, som er de eneste features. Fokus-singlen “Hvornår” feat. Noah Carter kredser om de brudflader, der kan opstå i et forhold – om misforståelser, stilstand og den afstand, der kan vokse mellem to mennesker, selv når de stadig står ved siden af hinanden.
Med sangene fra ”$chmoney” i ryggen tager milo til efteråret endnu et skridt frem på scenen.
Koncerter:
13. november 2026 – TRAIN, Aarhus
14. november 2026 – DR Studie 2, København
Billetter kan købes via Luger.dk