dreamcastmoe disker op med en musikalsk godtepose i Ideal Bar
Fra de tidlige SoundCloud-dage til den anmelderroste debut, Sound Is Like Water, har dreamcastmoe markeret sig med sin sjælfulde storytelling og musikalske alsidighed.
Bag navnet dreamcastmoe står Davon Bryant-Mason – en musikalsk altmuligmand, der som sanger, sangskriver, producer og DJ lader R&B, funk, soul, hiphop og elektronisk musik flyde sammen i et genreblandende og personligt udtryk.
På scenen er dreamcastmoe en naturkraft. Med en DJ’s instinktive fornemmelse for live-energi leverer han koncerter, der er både dynamiske, uforudsigelige og levende – med plads til både intime øjeblikke og eksplosive udladninger.
Uanset om han hylder sine rødder på den hjertefølte Molly’s Son (2024) eller udfolder sin finesse for slow jams på “Next 2 Me,” bevæger dreamcastmoe sig ubesværet mellem det rå, det følsomme og det funky. Med en vokal, der spænder fra crooner-inspireret falset til selvsikker talk-rap, samler han sine mange forskelligartede inspirationer i et helstøbt udtryk, hvor genrer og stemninger konstant møder hinanden.
Hans musik har bragt ham til scener verden over – fra Berghain i Berlin til turnéer med FKJ og Neil Frances – og gjort ham til en eftertragtet samarbejdspartner med collabs med blandt andre Makéz, Sirens og Black Rave Culture.
Nu gæster dreamcastmoe København, hvor han indtager Ideal Bar i VEGA med sit energiske liveshow. Her kan du forvente en aften, hvor R&B, soul, funk, hiphop og elektroniske impulser smelter sammen – en musikalsk godtepose, hvor dreamcastmoes stærke sans for nærvær og fællesskab får frit spil.