A Good Year vender hjem med deres største headliner til dato i Pumpehuset
Ovenpå et efterår med succesfulde turnéer i både Europa og UK, samt en forestående tour i USA, vender A Good Year hjem til Danmark med deres største headlinerkoncert til dato. I Pumpehuset folder A Good Year deres collage-agtige liveformat helt ud, med performative sekvenser, uventede gæster og et udtryk, der lader det akustiske, det elektroniske og det filmiske smelte sammen.
Der findes musik, man lytter til, og så findes der musik, som skaber nye verdener, man træder ind i. Når A Good Year indtager Pumpehuset, er det med mere end en koncert. Albert Hildebrand og Tobias Laust bygger et iscenesat univers af lyd, lys, røg og levende billeder, hvor musikken får lov at sætte scenen for noget fysisk. Mystiske skikkelser, natur og digitale universer mødes i dramatiske, visuelle tableauer, og koncerten udvikler sig som en collage, hvor hvert element åbner et nyt rum.
A Good Year er Albert Hildebrand og Tobias Lausts eksperimenterende møde mellem musik og video. Deres lyd bevæger sig mellem liveoptagelser, pitchede vokaler og akustiske guitarer, der vækker minder og længsel efter noget, der både føles velkendt og svært at sætte ord på. Det akustiske og elektroniske mødes i et legende, uforudsigeligt univers, hvor sangene aldrig står alene.
Siden debutværket Sofina, duoens første samlede værk af lyd og film, som blev udtaget til den officielle selektion på CPH:DOX i 2024, har A Good Year arbejdet i krydsfeltet mellem lyd, billede og performance. I foråret udgav de albummet Play, hvor gæster som MØ, Horse Vision og Quiet Light er features.
I sommeren 2026 spillede A Good Year på Roskilde Festival, og i efteråret tog de Play med ud i verden. I Pumpehuset får publikum nu A Good Year i deres fulde format: en aften, der både skal høres, ses og mærkes.
Billetsalget starter den 8. oktober kl. 10 via Luger.dk og pumpehuset.dk.