Joy (Anonymous) hylder fællesskabet i VEGA
OBS. Koncerten er flyttet til 10. april.
De britiske dansegulvs-ikoner Joy (Anonymous) har netop udgivet deres nye album Cult Classic. I den forbindelse banker de en episk fest i gang i Lille VEGA den 10. april
Cult Classics er en vital samling af sange, der skubber Joy (Anonymous) mod nye lyd-territorier. Gennem albummet masserer Henry Counsell og Louise Curran sprøde fusioner af house, disco og soul ind i øregangene, mens benene spræller under den roterende disco-kugle.
Op til albumudgivelse har bandet sendt kaskader af lækkerhed mod radiostationerne i form af singlerne “JOY (Head To The Sky)”,”JOY (404)”, “JOY (In Me All The Time)” og JOY (I Did You Wrong)”.
Albummet følger pulsen fra en aften i byen, fra frenetiske og svedige bevægelser til den blidere afvikling, når daggryet bryder frem. Til tider er den euforisk, andre gange søger den glæden i de mørkere følelser, som livet kaster af sig.
Duoen fra London har de sidste par år kælet for alverdens højtalere bl.a. med det mesterlige album Human Again fra 2021, sommersinglerne “JOY (Love’s Not Real)” og “JOY (Don’t It) Make You Feel)”, der får selv de mørkeste regnskyer til at fordufte.
Joy (Anonymous) spirede fra den londonske club-undergrund, hvor deres ekstatiske nattefester, hurtigt blev “talk of town” og skubbede de to tempospecialister helt frem på de store festivalscener som Glastonbury, The Great Escape og spillede et vanvittigt sæt til O Days Festival i sommer.
Gennem deres musik af lys og optimisme spreder bandets deres smukke budskab om sammenhold og forbindelse til andre mennesker. I øjeblikket sker det på én stor og næsten udsolgt USA-turne som opvarmning for deres kammerat Fred Again.