Om Joshua Radin
Joshua Radin brød igennem i 2004 som en indlevende, nærværende og ofte medrivende troubadour. Siden har han opnået over én milliard streams, solgt mere end én million album på verdensplan og modtaget en guldplade for singlen “I’d Rather Be With You”. Hans musik har været med i over 200 film, tv-serier og reklamer.
Ud over mindeværdige optrædener i Ellen – hvor han også blev inviteret til at spille ved Ellens bryllup – og Today Show har han optrådt i The Tonight Show, Jimmy Kimmel LIVE! og Conan. På opfordring fra førstedamerne Michelle Obama og Dr. Jill Biden bidrog han desuden med “Brand New Day” til en kampagne til støtte for udsendte soldater. Han har spillet for udsolgte sale verden over og delt scene med blandt andre Ed Sheeran, Sara Bareilles, Ingrid Michaelson, Sheryl Crow og Tori Amos.
Joshua Radin er også en engageret filantrop og støtter blandt andet Little Kids Rock og North Shore Animal League America (NSALA). Hans katalog tæller foreløbig ni fuldlængdeudgivelser, heriblandt publikumsfavoritterne We Were Here, Simple Times, Underwater, Wax Wings og Here, Right Now.
Efter udgivelsen af det anmelderroste album The Ghost and The Wall i 2021 lagde Joshua det vante liv bag sig, pakkede en rygsæk, sin guitar, en pen og en notesblok og drog ud på jagt efter nye historier. De blev til though the world will tell me so, volumes one & two, som udkom i begyndelsen af 2023.
I 2025 indleder han et nyt kapitel i både karrieren og livet med sit tiende album, One Day Home – hans første uafhængige udgivelse siden 2017. Han gik helhjertet ind i processen og fordybede sig i albummets 13 sange, hvoraf seks er co-produceret med Wally Gagel. Albummet udkommer som en dobbelt-LP: Den ene halvdel rummer sangenes originale studieversioner, mens den anden består af intime klaver- og vokalversioner. Musikalsk bevæger Radin sig mellem soul og klassisk singer-songwriter, mens han skildrer udviklingen i et romantisk forhold.
