Om Dominic Fike
Dominic Fike blev først opdaget af omverdenen gennem en række hjemmelavede SoundCloud-demoer, indspillet mens han sad i husarrest. Siden da har hans gennembrud været af den slags, man kun ser én eller to gange pr. generation. Med sin fusion af hiphop og solskadet rock er han blevet hyldet af blandt andre The Fader og The New Yorker som »fremtiden for popmusik« – et udtryk, der både har sikret ham en førsteplads på Billboards Alternative Songs-hitliste og samarbejder med navne som Paul McCartney, Justin Bieber og Kenny Beats.
Fike opbyggede hurtigt en dedikeret fanskare omkring sin musik, hvilket blandt andet ses i flere udsolgte verdensturnéer. Hans profil voksede yderligere, da han spillede Elliot i anden sæson af HBO-serien Euphoria. På film og tv tæller hans arbejde også rollen som Miles i Savanah Leafs film Earth Mama fra 2023 samt Jack Begerts kommende spillefilmsdebut Little Death, produceret af Darren Aronofsky.
Efter sit andet album, Sunburn fra 2023 – hvor han vendte tilbage til sine rødder og hjemstaten Florida – udgav Fike det selvproducerede projekt 14 minutes. Her fremhæver han endnu en gang sin særlige musikalske alsidighed og indfanger den ubesværede energi fra sin debut-EP. Sommeren 2025 vendte han tilbage med mixtapet Rocket, en dybt personlig samling sange. Og 2026 tegner allerede til at blive et af hans mest spændende år: Singlerne “Babydoll” og “White Keys” har ramt Billboard Hot 100 og ligget på Spotifys globale hitlister i flere måneder.
Nu har Fike annonceret sit tredje album, How To Quit Smoking. Sangene og de tilhørende visuelle elementer bliver skabt i realtid på hans “Comedy Tragedy Parody”-turné, hvilket giver musikken en helt særlig energi: Den tager farve af omgivelserne på rejsen og skaber en direkte forbindelse til publikum ved hvert eneste stop. Albummet udkommer den 30. oktober.
