Bag Chinese American Bear finder man det gifte par Anne Tong og Bryce Barsten, der fra deres hjemmestudie skaber groovy og ørefængende popsange på både engelsk og kinesisk.
Sammen har de skabt et legesygt indiepop-univers fyldt med stærke harmonier og skæve popreferencer – en lyd, der allerede har sikret duoen mange millioner streams verden over.
Den 8. maj udgiver bandet deres tredje album Dim Sum & Then Some. I en pressemeddelse om førstesinglen “All The People (所有人)” siger Bryce Barsten:
“All The People (所有人) is probably my favorite song on the album. It’s so fun, light, cool, and a little weird. It’s a song for everyone. All the people. It has some fantasy vibes, musically and lyrically.”
Chinese American Bears lyd er rodfæstet i Barstens kærlighed til psykedelisk pop og Tongs klassiske baggrund og gehør for rendyrket pop. Alt fra MGMT, The Flaming Lips og Pond til Taylor Swift og Jonas Brothers er derfor musikalske inspirationskilder for duoen.
På Dim Sum & Then Some bevæger de sig ubesværet mellem svævende guitarer, strygere og elektroniske synth-flader. Albummet udforsker i endnu højere grad end tidligere, hvordan eksperimenterende elementer fletter sig sammen med klassiske poptoner.
