bed

Om bed

bed er en japansk kvartet fra Tokyo, der med eksplosiv energi og virtuos musikalitet har markeret sig som et af de mest spændende navne på den internationale postpunk-scene. Deres lyd er bevidst svær at sætte i bås: techno, pop, punk og klassisk rock mødes i et intuitivt og kompromisløst udtryk, som har gjort dem til et af Japans stærkeste livebands.

Bandet blev dannet i 2021 af Sinji og sangeren Une, som begge ønskede at frigøre sig fra den strømlinede japanske musikindustri. Med bassisten Shun-1 og guitaristen Joneu fandt de en fælles retning: at skabe musik uden hensyn til genregrænser, trends eller forventninger.

På debut-EP’en 円相 | Enso bevæger bed sig ubesværet mellem soft rock, techno-kaos, dance-punk og rå punk. Sangene udspringer af hverdagslivet i Tokyo – byens monotoni, frustrationer og usynlige regler – men peger samtidig mod frihed og fællesskab. Som Une siger: “Du behøver ikke gøre, som alle andre gør.”

bed har allerede opbygget en dedikeret fanskare omkring deres faste klubnat, bedroom, i Tokyo. Med 円相 | Enso tager de næste skridt: en dansegulvsvenlig rockplade spillet af støjende punkere og et klart bevis på, at techno og rock ikke behøver at leve i hver sin verden.

Lyt til bed på Spotify