Augustine

Svenske Augustine blander groovy indiepop med drømmende falset-melodier, når han giver koncert på Hotel Cecil med sangene fra sit nye album.

Med Bob Dylans og The Nationals musik som lydtapet voksede den nu 27-årige sangskriver, Fredrik Gustafsson, op i Göteborg, hvor han kickstartede sin karriere som habil sangskriver i en alder af ni år, da han begyndte at skrive lyrik og poesi.

Som Augustine udgav han sin første EP ‘Wishful Thinking’ i 2019, hvilket snart skabte bølgeskvulp blandt internationale musikmedier som Wonderland Magazine: ”Bombastic trumpets, lush instrumentals, soaring vocals, and a captivating love story leaves listeners in a sonic whirlwind”.

Samme år indtog han svensk P3 som en af kanalens mest afspillede kunstnere. Og da hans debutalbum ‘Weeks Above The Earth’ udkom i 2021, høstede han to svenske Grammy-nomineringer for ‘Bedste Album’ og ‘Bedste Alternative Pop’, men han vandt prisen for Årets Pop Artist ved Manifest Galan (Swedish Independent Music Awards).

Siden da har han sunget sig ind i hjertekulen hos fans over hele verden med sin blanding af groovy indiepop og drømmende falset-melodier, som han vækker til live, når han spiller koncert på Hotel Cecil med sangene fra sit kommende nye album.