Den svenske komponist og sanger Anna von Hausswolff er en af Nordens mest markante og nyskabende stemmer. Med kirkeorglet som sit signaturinstrument skaber hun et musikalsk univers, hvor mørke, tunge klange smelter sammen med lysere, atmosfæriske dimensioner. Hun fik sit gennembrud med albummet Ceremony (2012) og har siden udgivet anmelderroste værker som Dead Magic (2018) og det orgelbaserede soloprojekt All Thoughts Fly (2020). I 2025 er hun aktuel med det kommende album ICONOCLASTS, skabt i samarbejde med Filip Leyman og med gæsteoptrædener fra blandt andre Iggy Pop, Ethel Cain og Abul Mogard. Med sin unikke blanding af post-rock, eksperimentel musik og moderne komposition har Anna von Hausswolff cementeret sig som en af Skandinaviens mest originale og visionære kunstnere.