Minds Underdinsne Artwork 2 3000X3000 Copy Minds Underdinsne Artwork 2 3000X3000 Copy

'Under Din Sne' ny single fra The Minds of 99

The Minds of 99 spillede den på det tidspunkt ikke udgivne sang ’Under Din Sne’ for et begejstret publikum i et udsolgt Parken. Sangen har levet som en privat koncertoptagelse på sociale medier lige siden, og nu udgiver bandet endelig sangen.

D.11/9/2021 spillede The Minds of 99 foran 50.000 mennesker på et udsolgt nationalstadion i Parken, København. Koncerten markerede et nyt højdepunkt for de fem venner. Anmelderne kvitterede med fem- og seksstjernede anmeldelser, og hele Danmark snakkede om en folkefest og at koncerten stod som symbolet på genåbningen af landet.

Politiken skrev ”Det her er koncerten, der genåbner de helt store koncerter i Danmark. Men det er også koncerten, der manifesterer The Minds of 99s position i dansk musikhistorie” og gav koncerten seks stjerner. Jyllands Posten gav også koncerten seks stjerner og skrev ”musikken fås nu igen i stadionstørrelse, og det danske band The Minds of 99 udfyldte lørdag eksemplarisk XL-rammerne i Parken med storladen og passioneret rock”.

Fans har råbt på sangen

Under koncerten spillede bandet deres på det tidspunkt ikke udgivne sang ’Under Din Sne’, som publikum tog begejstret imod. Sangen har efterfølgende har levet et liv på sociale medier som en privat koncertoptagelse. Nu udgiver bandet altså endelig sangen.

Om sangen og fansenes reaktioner, fortæller The Minds of 99.

”’Under Din Sne’ blev skrevet og indspillet under Corona, og derfor følte vi at det var rigtigt at spille den til koncerten i Parken, selvom den ikke var udgivet. Det er altid et sats at spille uudgivet musik live, men det gik heldigvis godt. Vores fans tog virkelig godt imod den, og vi er siden blevet bombarderet konstant med beskeder om hvornår den udkommer. Det har været så fedt at mærke. Tak for dem!! Nu har vi fået den mixet, så nu er den klar. Vi glæder os til at have den med på Arenatouren til januar.”

The Minds of 99 har siden udgivelsen af singlen ’1,2,3,4’ i 2019 været i gang med den tid, de kalder for ’Infinity Action’. ’Infinity Action’ har dannet den kreative ramme for ny-hits som ’Som Fluer’, ’En Stemme’, ’1,2,3,4’, ’Big City, Bright Lights’ og ’Emil’ og nu får disse sange altså selskab af ’Under Din Sne’.

Allerede 14 dage før den udsolgte koncert i Parken satte The Minds of 99 deres Infinity Action Arena Tour i salg. Touren tager for første gang i to år bandet rundt i hele landet. Touren har allerede solgt over 55.000 billetter og bliver dermed den største tour i bandets historie.