Presse2 Rasmus Weng Presse2 Rasmus Weng

NY MUSIK: I dag udkommer GR8SCOTT med debutsinglen ’Won’t Be Drinking’

19-årig debutant, tager os tilbage til fremtiden på det charmerende, alternative pop-udspil, ’I Won’t Be Drinkin’ All Night’. En hyldest til festen fra en ung mand, der stort set ikke rører alkohol selv.

Hvis Marty McFly og Doc Brown havde sat sig ind i deres elskede tidsmaskine, The Delorean, sat kurs mod den d. 22. oktober, og fik skruet helt op for radioen til tonerne af ’Won’t Be Drinking’, ville de helt sikkert udbryde: ”Great Scott!”

Det legendariske udtryk fra de mindst lige så legendariske 80er-film, Back To The Future, blev udødeliggjort de to hovedrolleindehavere, hver gang de blev overraskede. De inspirerede også 19-årige Elias Nielsen til sit kunstnernavn, GR8SCOTT, og han er nu klar med sin første udgivelse nogensinde – og klar til at leve op til sit navn.

’Won’t Be Drinking’ summer af retro-futuristiske toner, hvor støvede, groovy bas-gange og synth-orgel fletter fingre med klassiske disco og soul-dyder. Hele den charmerende herlighed, er en hyldest til festen fra en ung mand, der ikke selv har nogen synderlig stor interesse for alkohol.

”Jeg elsker, at feste med mine venner og for min skyld må folk drikke fuldstændig, som de har lyst. Jeg har bare ikke selv brug for det, for at have det fedt,” fortæller Elias om sin debutsingle der nemt kan tolkes som en reaktion på en opskruet drukkultur blandt unge, men som mest af alt bare er en GR8SCOTT-sang om gode tider:

”Mine tekster er lige så umiddelbare, som min musik – noget der bare opstår og sker. Den her skrev jeg, fordi det er alt for længe siden, vi har kunnet ses og have det sjovt sammen, og jeg håber, den vil få folk til, at ”la la” med – om man så er completely wasted eller bare nyder livet.”

Hans dybe, hæse vokal møder en lige så fløjlsblød falset, når han med et blink i øjet proklamerer: ”I’m buying 10 drinks tonight”, men udmærket godt ved, det er et tåbeligt move i jagten på kærligheden. Det er modsætninger som disse og finurlige, skæve twist, der kendetegner GR8SCOTT. Og ’Won’t Be Drinking’ er introduktionen til et nyt navn på den danske musikscene, der bliver svær at putte i en bestemt kasse:

”Jeg gider ikke lave det samme to gange. Det er altid fedest, at forvente noget og så få noget helt andet.”