School of X, aka Rasmus Littauer, udkommer i dag med sit selvproducerede debutalbum ”Armlock”. Albummet følger op på sidste års EP ”Destiny” og debut-EP’en ”Faded. Dream” fra 2017. Med albummet ”Armlock” raffinerer Rasmus Littauer sin følsomme indiepop med eventyrlystne produktioner og sangskrivning. I dag offentliggøres også koncert på Hotel Cecil 17. oktober.
Rasmus Littauer — musikeren bag School of X — er inde i en kreative stime: I november sidste år udkom EP’en Destiny, der tog lytteren helt tæt på med en håndfuld intime sange. Og tidligere i år fortolkede kunstnere som Trentemøller, Vera, Varnrable m.fl. sangene fra selvsamme Destiny på udgivelsen Interpretations of Destiny. I den periode indspillede og producerede Rasmus sit debutalbum, Armlock, som udkommer 29. maj 2020.
Albummet åbner med den bombastiske og nærmest desperate “Where Do I Start” og spænder fra alt som pop-perler ala førstesinglen “Collarbone (feat. Lord Siva)” og “Forgot Me on the Moon” til intime ballader som “Flowers”, “Parking Lot” og det hjerteskærende afslutningsnummer “Blood Flow”. Med andre ord bygger det nye album bro mellem den eksplosive indie-pop fra debut EP’en "Faded. Dream" fra 2017 og så sidste års minimalistiske og intense EP Destiny og hermed viser albummet Littauers rivende udvikling, og at hans mangfoldige musikalske udtryk er skabt med sikker hånd og med en stærk kunstnerisk rød tråd
“Det er helt sikkert kærlighedssange, jeg har skrevet. Men de handler om at komme videre (sammen eller hver for sig), at blive klogere af erfaringerne og at komme et bedre sted hen”
fortæller Rasmus om tematikken på det nye album og fortæller derefter om, hvordan albummet blev til:
“Denne gang har jeg inkluderet andre musikere i både indspilningen og sangskrivningen, og det har været godt for mig og min egen proces. Jeg har altid samarbejdet med mange kunstnere som session-musiker, cowriter eller i andre bands. Men helt ærligt så har jeg altid haft det svært ved ikke at have hundrede procent kontrol over min egen sangskrivningsproces, og derfor har School of X før været mindre kollaborativt. Med "Armlock" fandt jeg det givende og forfriskende at have mine venner og kollegaer til at indspille og komme med kreative ideer, som jeg kunne filtrere, forme og indarbejde i mine sange.”
Albummet er således blevet til med bidrag fra Vera, Mads Koch, Yangze, Ary, Trentemøller mfl. Alt imens Armlock umiddelbart lyder meget moderne i sin produktion, åbner en række forskellige lag sig ved flere lyt og peger tilbage i den moderne musikhistorie.
“Jeg har altid elsket bands som Slowdive, Spiritualized og Primal Scream. På samme tid har jeg en svaghed for langsom popmusik som Sade og Whitney Houston for eksempel. 90ernes hiphop-beats har også haft stor betydning for mig. Dette er alt sammen kilder til inspiration for mig på dette album, og imens jeg lavede det, genopdagede jeg en masse fantastiske albums og sange. På den måde er "Armlock" også et udtryk for, hvad som formede mig musikalske og personligt”
Armlock er indspillet både i Danmark og New York. Og det var efter en tur i byen i New York at albummets titel åbenbarede sig for Rasmus, der sammen med en ven sad i en taxa. De to venner sad arm i arm nærmest fastspændt og var ekstatiske Rasmus Littauer fortæller:
"Vi fandt på titlen Armlock lige der. Og efter noget tid gav det rigtigt meget mening for mig. En af de ting, jeg kæmper med, er, at jeg altid forsøger at bryde ud af, det jeg har gang i, fordi jeg har en frygt for at føle mig fastlåst. Følelsen af at være holdt nede. Og nogle gange er det en god ting at blive fastholdt i en situation og ikke forsvinde fra den, men gå ind i den. Dobbeltbetydningen i ordet Armlock, hvor der både er kærlighed er smerte, er, hvad jeg forsøger at indramme på mit album“.
Rasmus Littauer er født ind i en musikerfamilie og Rasmus har altid spillet og optrådt — i det seneste årti som en respekteret musiker på den Københavnske undergrundsscene — en rolle han deler med sine brødre Jakob (Yangze) og Simon Littauer, som også er musikere. Deres forældre er folkemusikere og faderen bygger guitarer.
“Da jeg var 4-5 år, sad jeg ofte bag trommesættet hjemme hos mine forældre i kælderen. En dag spillede jeg et rigtigt trommebeat: 8-dele på hihatten, stortromme - slag på 1 og 3 og backbeats på lilletrommen. Det var en helt orgasmisk følelse, som jeg kun nu til dags sjældent oplever ligeså vildt med musik. Jeg kan huske det helt tydeligt, jeg sad alt for højt på trommestolen og kaldte på min mor, imens jeg forsøgte at holde rytmen, så jeg stadig spillede den, når hun kom ind i rummet og ikke faldt ud af den. Der åbenbarede musikkens magi sig for mig”.
School of X navnet er inspireret af den københavnske Eks-skole, der udvikledes i 1960’erne under foregangsmændene Troels Andersen, Poul Gernes og senere blandt andre Jørgen Leth. Sideløbende med sin egen karriere har Rasmus Littauer turneret verden rundt i de sidste 7 år som kapelmester og trommeslager for MØ.