(UDSOLGT) EKSTRAKONCERT: Grundet stor interesse for koncerten på Bremen Teater, hvor der allerede er meldt udsolgt, annonceres der nu en ekstrakoncert samme sted.
Det signifikante københavnske indie-rockband I Got You On Tape, vender efter 10 års dvale tilbage med fornyet styrke. I denne forbindelse udgiver de til foråret et “lost album” på pladeselskabet Escho, og følger til efteråret op med to koncerter i København og en i Aarhus.
Efter et par begivenhedsrige år med P3 guld pris, et tæt pakket Arena på Roskilde Festival, 4 albums og utallige udlandsturneer, gik alle medlemmer i forskellige retninger musikalsk og arbejdsmæssigt i 2013. Jacob Bellens, Rune Kielsgaard, Jeppe Skovbakke og Jacob Funch er nu klar til at forene den udødelige sangskrivning med deres kompromisløse liveudtryk igen, med friske ører og sjæle.
Der vil også komme en albumudgivelse hos vennerne på Escho, i form af ikke før udgivet materiale fra 2004. En plade som altid har haft en særlig plads i bandets kollektive hjerter.
Forvent lav belysning, beggars and bangers og ren energi.
Support: Baby in Vain
Den 13., 14., og 15. oktober åbner Baby In Vain for I Got You On Tape i Århus og København. Siden udgivelsen af det anmelderroste album ‘See Through’ fra 2020 har Lola Hammerich, Andrea Thuesen Johansen og Benedicte Pierleoni-Nielsen hver især foldet sig ud i forskellige musikalske konstellationer blandt andet med Mø, Snuggle, Ydegirl, Friends With Bene, Mavourneen, Fine, Selina Gin m.fl. Ude er godt men hjemme er bedst og arbejdet med andre kunstnere og soloprojekter har givet ny inspiration til deres naturlige habitat, Baby In Vain. Den 6. oktober udkommer sangen "Got It In You” og til koncerterne med I Got You On Tape vil man ligeledes kunne opleve ny Baby In Vain musik.