Tidoys Cover Lille Tidoys Cover Lille

Phlake udgiver 3. album med 6/6 stjerners anmeldelse

Phlake er tilbage i en storladen kærlighedsfortælling på nyt samarbejdsalbum med Mercedes The Virus – Men hvem er det?

Da Phlake i 2018 udgav deres første single ”Waited All Summer” i samarbejde med artisten Mercedes the Virus begyndte de første fans at google Mercedes the Virus for at finde ud af hvem der stod bag dette kunsternavn. Men intet var at finde.

Senere kom radiohittet ’Baby Steps’ – igen i samarbejde med Mercedes the Virus.

Da en maskeret skikkelse tonede frem på scenen under Phlakes optræden med tredjesinglen ’Slip Away’ til Zulu Awards i år, vækkede det for alvor stor undren blandt både publikum og seere hjemme i stuerne.

For hvem er den mystiske sanger, som duoen efter sigende mødte på en tur til Los Angeles og som de nu udgiver et fuldt studiealbum sammen med?

Jo, den musikalske romance mellem Phlake og Mercedes The Virus begyndte allerede i 2018 med radiohittet ’Waited All Summer’ og er nu kulmineret med det splinternye samarbejdsalbum T.I.D.O.Y.S. – The Illegal Download of Your Soul, hvor Mercedes the Virus er med på samtlige numre.

Så hvorfor i al verden står personen bag stemmen ikke frem og omfavner den kometkarriere, der ligger og lurer?

Det er der et meget simpelt svar på.

Mads. Madscedes. Mercedes. Mercedes the Virus.

Ja, den er god nok. Den mystiske stemme tilhører i virkeligheden den ene halvdel af Phlake, Mads Bo Iversen, hvis vokaler er blevet mesterligt manipuleret af den garvede producer og anden halvdel af duoen, Jonathan Elkær.

En idé som drengene bag Phlake faldt over ved et rent tilfælde.

• Jeg sad og rodede med Mads’ vokal med sådan et plugin, hvor man kan manipulere stemmen. Jeg kom ved et tilfælde til at ‘pitche’ - en forholdsvis dybt sunget vokal - en oktav op, og så fik vi kæmpe optur over, hvor meget det rent faktisk lød som en kvinde og ikke bare som en effekt, fortæller Jonathan om opdagelsen.

Og med det samme gik det op for Mads, at de to var faldet over noget helt særligt.

• ”Jeg hopper sjældent i sofaen når vi er i studiet. Jaah, jeg har sgu nok aldrig rigtig gjort det før. Men da jeg hørte min stemme som Mercedes, så var jeg med det samme oppe i sofaen og springe og sige: ”hvad fanden foregår der! Det er da for sindssygt. Er det mig!?” Når jeg får sådan en reaktion, så er det fordi der er mere at hente. Det kan noget”, supplerer Mads.

Og der er da også høje forventninger til makkerparret. For siden debutalbummet ’Slush Hours’ i 2016 kastede hele Danmark ud i en kollektiv Phlake-psykose, har de prydet flere af Danmarks største scener som Orange Scene og Royal Arena.

Og med kæmpehits som ’Pregnant’, ’Angel Zoo’, ’The Rascal’ og den slagkraftige albumefterfølger ’Weird Invitations’ på cv’et, har duoen cementeret sig selv som en del af landets musikalske elite.

Mercedes har givet muligheden for at belyse historierne fra flere sider

Nu er der gået næsten tre år siden det sidste album, og Phlake-fans har indtil videre måttet lune sig ved en håndfuld singler. Men nu er albummet endelig på trapperne, og duoen kan præsentere en helt ny version af deres revolutionerende ’Phlake-lyd’.

”Jeg har været sygt optaget af det her album og været helt fjern fra alt muligt andet. Det har været en udfordring at skulle fortælle de her ting fra en anden karakters (Mercedes’) synsvinkel. Og går jeg hårdt nok til mig selv, når nu vi har givet os selv den unikke mulighed at belyse noget fra flere vinkler?”, siger Mads og fortsætter:

”Vi har jo skabt en form for alter ego til mig der har gjort at der tekstmæssigt er kommet nogle anderledes sider frem, da sangene jo i virkeligheden er duetter og på mange måder er skrevet som en slags dialog mellem to personer. Det har været enormt inspirerende at forme sangene ved at kunne dykke ned i teksterne på den måde.”

Og selvom tekstuniverset har været i højsædet på T.I.D.O.Y.S., så understreger Jonathan Elkær, at det fra start var noget helt andet, der gjorde, at duetprojektet blev en realitet.

”Det var selve lyden af den her androgyne Mercedes karakter, som inspirerede os til at lave et helt album. At vi lige pludselig kunne få Mads til at lyde som en anden person, skabte nogle helt nye muligheder som vi aldrig før havde forestillet os var mulige; at lave en duetplade med os selv.

Tvivlen om Mercedes The Virus

‘Mercedes The Virus’ eller ‘The Goodhearted Virus’ som vi også kalder stemmen bag (kært barn har mange navne) var egentlig et navn, der opstod i 2018 da Mercedes havde sin første debut på singlen ’Waited All Summer’. “The Virus” er i virkeligheden en analogi for forelskelse og kærlighed, som på mange måder kan føles som en virusinfektion, der spreder sig i kroppen. Både på en rar måde - men det kan også være enormt nederen og smertefuldt - på trods af at kærlighed altid har gode intentioner. Deraf; The Goodhearted Virus. At albummet skulle lande lige midt i vor tids måske alvorligste viruspandemi, er jo ikke noget vi kunne have forudset og navnet har ikke noget med den at gøre. Og virkelig en ting vi har været i tvivl om hvordan vi skulle forholde os til. Men nu har hun heddet Mercedes The Virus i over et år. Vi tænkte at den her virus ikke skulle ødelægge mere end den allerede har gjort, så hun får lov til at beholde sit navn, fortæller Phlake.

Snart tre år siden sidste album

Der er snart gået tre år siden Phlakes sidste albumudgivelse. Succesen kom lynhurtigt for duoen og de opnåede på rekordtid kæmpe milepæle som at optræde på Orange Scene, at vinde fem DMA-priser og at skabe og udgive to albums. De seneste år har de oplevet et behov for at trække vejret ovenpå den enorme succes. Undervejs i skabelsen af den kommende plade er de nået til et sted, hvor tingene igen er begyndt at føles nyt og unikt, de har haft tiden til at dykke ind i musikken. De er nået at savne musikken igen – og det er T.I.D.O.Y.S.-pladen et resultat af.